I 2017 deltog jeg i en undersøgelse under overskriften "Når kvinder siger op og starter selv", og jeg var fyr og flamme. Undersøgelsen var initieret af Birgitte Baadegaard og Anne Weber Carlsen, som ville undersøge, hvorfor kvinder forlader gode, fast jobs og bliver selvstændige. Jeg kunne mærke, at jeg havde så utroligt meget på hjerte, og som det så ofte går, når den indre ild først er begyndt at brænde, sad jeg i næste moment i den arbejdsgruppe, som arbejder videre med resultaterne af undersøgelsen.
I den forbindelse blev jeg udfordret til - og instinktivt tiltrukket af - at skrive min selvstændighedshistorie: Hvad førte til at jeg traf beslutningen? Hvorfor gjorde jeg det - og hvorfor gjorde jeg det dér i starten af 2016? Og er det så - her hvor jeg står i dag - det jeg drømte om? Indtil videre er svaret: Ja!
Min selvstændighedshistorie
Min selvstændighedshistorie går langt tilbage. Jeg har altid haft det i mig, men først sent formuleret det som en reel mulighed for at arbejdsliv. Måske fordi jeg ikke kendte nogen. I hvert fald ikke nogen, jeg kunne identificere mig med.
Min bedstefar var selvstændig
Min bedstefar var cykelhandler i den lille by, hvor jeg voksede op. Her drev han forretning, og vi kom forbi efter skole, hvor vi spiste pebermyntebolscher i bagbutikken sammen med bedstemor, som sad med den store bog til bogholderiet. Hun var stoppet som sygeplejerske. Der var for mange af de unge, som ikke længere så arbejdet som et kald. Det kunne hun ikke forene sig med. Så hellere hjem og arbejde sammen med bedstefar i butikken.
Og som cykelhandler var der jo nok at se til, når man havde både træsko og tobak på hylderne. Jep, det havde de. Og det var en god forretning, for særligt tobakken skabte trafik i forretningen, så den lille klokke ved døren ringede lystigt.
De selvstændige virksomhedsledere
De andre selvstændige, jeg har mødt gennem mit arbejdsliv, har alle skabt virksomheder. Det kunne jeg heller ikke identificere mig med. En konsulentvirksomhed, et reklamebureau, et designbureau. Jeg skulle ikke starte en virksomhed. Det var alt for uoverskueligt og slet ikke en drøm.
Drømmen om frihed
Drømmen var frihed. Og det var netop drømmen om frihed, der i 2016 gjorde, at jeg sagde mit gode job op og startede min egen virksomhed. Ikke gradvist, ikke nogen løbende overgang, ikke noget sikkerhedsnet, blot en opsigelse og en totalt urokkelig tro på, at det nok skulle gå. Ikke en plan. Blot en tro.
Og en hel masse at ha’ den tro i. Jeg havde netværket, jeg havde kompetencerne, jeg havde erfaringen, og så havde jeg især en hel masse konsulenterfaring, som gør, at jeg aldrig er bange for at træde ind i en ny virksomhed uden helt at vide, hvad der er på færde. Dér er jeg så trænet i lynhurtigt at tolke og forstå, så vi sammen får etableret et godt udgangspunkt for et evt. samarbejde.
Det springende punkt
Det springende punkt for min beslutning var helt konkret dette regnestykke:
Hvad får jeg udbetalt i dag?
Hvor meget skal jeg arbejde - og til hvilken timepris - for at bære det samme hjem?
Endelig kom mine elendige lønforhandlingsskills til deres ret. For jeg skulle ikke arbejde ret meget, og jeg skulle ikke ha’ en særligt høj timepris for at hive det samme hjem.
Dér tog jeg beslutningen.
Mit liv som selvstændig
Den første måned var hård. En hel masse kaffe, en hel masse aftaler, en hel masse henvendelser, men ingen projekter. Her var min mand den urokkelige: “Hvad snakker du om? Stille? Du er jo først lige begyndt. Ro på, det skal nok komme”. Og det gjorde det.
Allerede efter 1 måned fik jeg mine to første, større kontrakter, hvor jeg kom i stald hos 2 bureauer, der kunne bruge min hjælp hhv. 15 og 25 timer om ugen. Bum. Fuld tid. Og fuld smæk på opgaverne.
Det første halvandet år freelancede jeg derfor som digital chef / kommunikationsrådgiver / projektleder og fungerede som sparringspartner for ledelsen, som godt kunne bruge mine kompetencer og min erfaring fra andre bureauer. Til salg, til sparring, til rådgivning over for deres kunder. Til etablering af nye strategiske partnerskaber, til kompetenceudvikling af og sparring med de fastansatte medarbejdere.
Mit nye arbejdsliv
Men der var noget mere, der kaldte på mig. Noget mere frihed. Noget mere dynamik, noget mere bevægelse, noget mere udvikling. Derfor sagde jeg mine faste kontrakter op for at kunne dyrke nogle af alle mine andre kompetencer og ikke mindst for at havde den direkte, ubesmittede relation til mine egne kunder.
Jeg gik fx ind i bestyrelsesarbejde, som i dag indebærer tre lønnede poster, hvor jeg får lov til at arbejde med nogle super dygtige mennesker med andre fagligheder end min om at skabe udvikling og forløse potentiale.
Derudover workshop’er jeg virksomheder gennem forskellige strategi-, innovations- eller udviklingsforløb. Jeg elsker at være sammen med og udvikle sammen med andre, og så elsker jeg den totale modsætning: Når jeg har en hel dag på mit eget kontor, hvor jeg kan tænke, tegne og tilegne mig ny viden. Kombinationen af det udadvendte konsulentarbejde og det mere indadvendte tænkearbejde er fantastisk og præcis hvad jeg søgte, da jeg sagde mit gode job op for at blive selvstændig.
Con amore
Og så er der alle mine Con Amore projekter. Jeg hjælper altid, når nogen spørger om gode råd eller vejledning, og noget af det bedste jeg ved er, når jeg kan bruge de erfaringer, jeg har gjort mig, til at tænde lys i øjnene af andre. Når nogen spørger, hvordan jeg kom ind i bestyrelsesarbejdet. Når nogen spørger, om jeg kender nogen, der kan løse en opgave. Når en barndomsveninde spørger, om jeg kender nogen, der kan hjælpe hende med at udgive den bog med titlen Kemomor, som hun drømmer om at udlevere til alle kræftramte familier på landets 4 børnecancerafdelinger. Det kan jeg, og jeg elsker det!
Fremtiden
Hvor andre (solo)selvstændige i perioder drømmer om kolleger og fast indtægt, dyrker jeg stadig friheden. Jeg elsker at bestemme selv. Jeg elsker at løse opgaver, som ligger på rygraden, og jeg elsker at løse opgaver, som bringer mig på kanten og ud over min comfort zone. Jeg elsker at løse opgaver, der giver en indtægt, og jeg elsker mine con amore projekter.
Men allermest elsker jeg, at mit (solo)selvstændige liv giver en indtægt, som igen giver frihed. For både mig og min familie. Jeg elsker mit liv som (solo)selvstændig, og jeg vil ikke bytte det for noget.
