Foto: Fra lanceringen af de 10 inspirationscases hos Dansk Erhverv.
Trak vejret helt ned i maven, lavede et enkelt tweet og valgte at sove på det. Ligestillingsministerens storstilede indsats for at få flere kvinder i de øverste ledelseslag. Som indtil videre består af at dele 10 inspirationscases. Som er nok så fine, men at tænke at de er decideret adfærdsændrende er nok at stile for højt.
24 timer senere var jeg stadig lettere oprevet, så jeg sendte et debatindlæg afsted til Børsen. Indlægget blev forfattet iklædt den helt store ja-hat og med ansigtet overmalet med det helt store tandsmil. For at ramme tonen. Den dér tone som ofte bliver anset for skinger, når man åbner munden og mener noget om kvinder i ledelse. Den vil jeg så gerne undgå, for jeg synes det er vigtigt at vi tager debatten. Også selvom vi er uenige.
Nu er det ikke sikkert, at Børsen bringer indlægget, så læs med her, hvis du også mener noget om det dér med kvoter. Så håber jeg inderligt vi kan få en god, saglig debat om det. For dybest set ville vi vel alle ønske, at debatten var totalt overflødig.
Debatindlæg sendt til Børsen mandag den 24. september 2018
“Jeg har da nogle gange overvejet, om jeg skulle blive en gammel, sur dame og så insistere på kvoter, men det er der jo ingen, der ønsker. Vi skal først og fremmest have de rigtige kompetencer”.
Mød Karin Frøsig, som ud over at være adm. dir. i Sydbank, også er en af de 10 inspirationscases, som indgår i en kampagne for flere kvinder i de øverste ledelseslag, som ligestillingsminister Eva Kjer Hansen kickstartede i Børsen søndag aften.
Heldigvis havde det været en dejlig weekend, så jeg var ramt af et vist overskud og delte artiklen på Twitter med flg. kommentar: “Nu hvor vi lovgiver om alt muligt komplet ligegyldigt er det spøjst med en minister, som *ikke* mener, at lovgivning skaber adfærd. Så jeg ifører mig den store ja-hat og håber at hun så har fundet De Vises Sten andetsteds” (tre emojis med krydsede fingre).
Gammel og sur rimer på kvoter
Og mandag morgen blev De Vises Sten så fremlagt af ligestillingsministeren og erhvervsministeren. Der er tale om 10 inspirationscases, hvor en række administrerende direktører og bestyrelsesformænd giver deres bud på, hvordan danske virksomheder og institutioner får flere kvinder ind på ledelsesgangene og i bestyrelser.
Således også Karin Frøsig. Jep, hende der sætter lighedstegn mellem gammel, sur og kvoter. Og det er vi simpelthen nødt til at tale om. For det første fordi det på ingen måde bidrager konstruktivt til en vigtig diskussion. Og for det andet fordi det desværre har et gran af sandhed i sig. At kvinder, som mener noget og måske endda har en skarp tunge, bliver betragtet som hysteriske eller “for meget”.
Så hermed mit beskedne bidrag til verdensfreden. Man kan faktisk være ung, glad for livet og glad for kvoter.
Ung og glad - også for kvoter
Jeg er selv 41 år, jeg har min egen virksomhed, hvor jeg arbejder med digital forretningsudvikling, og så arbejder jeg i 4 bestyrelser og 3 advisory boards. Det er de lønnede poster. Derudover laver jeg en masse frivilligt arbejde, og så er jeg medlem af Bestyrelseskvinder, hvor vi skaber synlighed om alle de knivskarpe kvindelige kandidater til de danske bestyrelser.
Og jeg er for kvoter.
There. I said it. Med alt hvad det indebærer af naming & shaming. For jeg kender dem. Alle argumenterne og alle indvendingerne. Alle forbeholdene og alle fordommene. Alle de ting, som gør, at vi aldrig taler om sagen, fordi det hele strander på alle fordommene.
Så lad os tage dem fra toppen.
Hvorfor kvoter ikke er verdens undergang
Nej, man behøver ikke være hverken gammel eller sur for at tænke, at kvoter kunne være en interessant vej at gå. Jeg er ingen af delene (omend en smule grå i toppen), jeg ser det bare sådan, at vi går glip af en hel masse muligheder, så længe vi giver køb på diversiteten i de øverste ledelseslag. Det er veldokumenteret, at øget diversitet skaber bedre beslutninger og giver et langt bredere rekrutteringsgrundlag, så der er en masse muligheder lige foran snuden på os. Lad os dog gribe dem.
Og nej, kvoter er ikke det modsatte af kompetencer. Faktisk er der undersøgelser, som peger på, at et øget fokus på kompetencer i bestyrelsens sammensætning sender flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. Prof. Louise Mors’ forsking viser, at et øget fokus på kompetencer og en øget professionalisering af bestyrelsesarbejdet (og ikke mindst rekrutteringsindsatserne) faktisk sender flere kvinder ind i bestyrelserne (hun præsenterer bl.a. sine forskningsresultater i denne podcast fra Kejser på P1 om kvinder i bestyrelser. Lyt med fra 32:46 og igen fra 34:01).
Derudover viser en amerikansk undersøgelse, at den digitale agenda i bestyrelsen i langt højere grad drives af en kvinde end af en mand. Fokus på digitalisering giver altså et nyt rekrutteringsperspektiv og -grundlag, som bringer nye kandidater i spil. Smart, ik’?
Og nej, kvinder bliver på ingen måde mindre værd eller er mindre dygtige, fordi de skulle komme ind på en kvote. Her er tale om et argument, som jeg især hører fra kvinder, der er imod kvoter. Og her får jeg lyst til at henvise til en mandlig topleder, som i en sådan diskussion stolt proklamerede: “Jeg ville da være fuldstændig ligeglad, om jeg var valgt ind på en kvote - om det så var ene mand i en kvindedomineret bestyrelse. Jeg ville vide, at jeg var fuldt ud lige så berettiget til at sidde der, fordi jeg har noget at bidrage med”. Guess what, ladies; Det er vi også - og det har vi også.
Er du interesseret i yderligere dokumentation kan du lytte til denne podcast fra Kejser på P1, hvor forsker Louise Mors fra CBS fortæller, hvad det betyder, at der kommer kvinder ind i bestyrelserne (fra 29:25) og lyt til denne bestyrelsesformand, som blev overrasket over, hvad det betød at få en kvinde med om bordet (fra 41:06).
Åben for alle muligheder
Og nej, kvoter er ikke den eneste mulighed, og jeg ville virkelig ønske, at det ikke var nødvendigt. Men jeg er også en utålmodig sjæl, som synes der er alt for meget potentiale, der går tabt, hvis ikke vi gør noget. Og gerne hurtigt. Lige nu flatliner vi omkring de 16% kvinder i de danske bestyrelser på trods af alle gode hensigter, politisk vedtagne måltal og en veldokumenteret case. Og for at være helt ærlig vil jeg nok også blive overrasket, hvis de 10 inspirationscases er det, der pludselig rokker ved det urokkelige.
Men jeg befinder mig godt i min ja-hat, og jeg er totalt åben overfor, at der pludselig og på mere eller mindre mirakuløs vis kommer skred i tingene. Jeg konstaterer bare, at diversitet faktisk ikke er svært. Vi kender alle argumenterne, og vi kender alle grebene. Se de 10 mest effektive her, hvis du er nysgerrig. Så måske er det på tide at prøve noget nyt? Måske endda det unævnelige? Jeg er klar! Og stadig iført verdens største ja-hat.
