Nu er det nok sådan, at jeg kender Margrethe Vestager væsentligt bedre, end hun kender mig. Og det er nok i virkeligheden også sådan, at man dårligt kan tale om et møde og en snak, når jeg sad i en sal sammen med 200 tilhørere, mens hun stod på scenen. Men sådan føltes det. Som et møde og en snak.
Det var Innovationsfonden, der inviterede. Til en inspirerende Innotalk i Skuespilhuset under overskriften “Hvordan styrker vi kønsbalancen“. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen var der også. Sammen med adm. dir. i Microsoft Danmark Marianne Dahl, adm. dir. i Coloplast Lars Rasmussen og alle mulige andre seje typer - blandt andet også de 200 andre tilhørere i salen.
Men Margrethe var altså dagens højdepunkt for mig.
Drop uniformen
Hun så for det første brandgodt ud i en lang, lyngfarvet blondekjole, og faktisk var det en af hendes pointer med slet skjult henvisning til de jakkesætklædte mænd på 1. parket: At det er ensartethed og uniformering, der er fjenden. Det er ikke køn, der er fjenden, men de begrænsninger, vi lægger i opfattelsen af kønnene. Derfor skal kvinder ikke uniformeres, klæde sig i habitter og gå til stemmetræning for at nærme os mændene. Tværtimod.
For når hun selv vælger at gå i farvestrålende kjoler, handler det ikke om at se godt ud, men om at folde sig ud og vise, hvem hun er. Og det er dét vi skal. Allesammen, både mænd og kvinder. Vi skal folde os ud og udleve vores potentiale. Det er dér gevinsten i diversiteten ligger, for så bliver mænd bedre mænd, og kvinder bliver bedre kvinder - i al vores mangfoldighed. Og så bliver de virksomheder, der huser os, både bedre og mere inkluderende virksomheder.
Halleluja!
Diversitet skabes fra toppen - man skal virkelig ville det
Derudover var det en vigtig pointe, at diversitet er svært, og at det er noget, der skal ledes fra toppen. Det sker først, når man virkelig vil det. Og “man” er vel at mærke virksomhedens øverste ledelse. Vestager henviste til kønssammensætningen i Kommisionen, som ikke imponerede med 11% kvinder i den øverste ledelse ved hendes egen tiltrædelse. Men med en bevidst indsats er det nu lykkedes at hæve andelen af kvinder til 36%. Bifald fra salen. Det kan lade sig gøre.
Kvoter kommer ikke til at ske
Jeg har i anden forbindelse erklæret min opbakning til kvoter af den simple grund, at alt andet går for langsomt, og i dag gjorde Vestager det samme. Dog skarpt efterfulgt af den nedslående melding, at det nok aldrig kommer til at ske, fordi uenigheden og modstanden er så stor rent politisk. Men det er ikke nogen undskyldning for at lade stå til. Så lad os nu bare komme i gang. Der er masser, vi kan gøre - og det allerbedste er, at everybody wins.
Der var gang i den på Twitter under hele dagens seance, så du kan se mange flere reaktioner og refleksioner på #innotalk.
Her gengiver dagens talere - inkl. Vestager - nogle af deres pointer foran kameraet:
Her skriver jeg også om diversitet:
