Vi er nødt til at tage en snak om det dér med mod. Det har rumsteret i mig, siden Marianne Kirkegaard vandt Women's Board Award 2018.
Marianne er sej. Mega sej. Har haft en lang karriere i udlandet, spændende toplederjobs og tunge bestyrelsesposter i fx Dansk Supermarked og AAK. Hun er fortaler for diversitet og ser qua sine mange år i udlandet meget bredere end blot kønsdiversitet:
“En anden udfordring er diversitet. Det er nødvendigt med højere grad af forskellighed i ledergrupperne. Det gælder både i forhold til køn, alder, etnisk oprindelse, kultur etc. Udfordringen er stor i Skandinavien. Det er et dårligt match i forhold til den verden, vi har i dag.”
Jeg er så enig med Marianne. Men der er stadig en ting, der skurrer, og det er det dér med mod.
Kvinder skal udvise mere mod
En af artiklerne i kølvandet på Mariannes modtagelse af prisen fokuserede på kvinders mod. At kvinder skal udvise mere mod for at få de dersens poster. Der skal mod til topledelse og mod til bestyrelsesposter. Og det skal kvinderne vise mere af.
Her er Marianne helt på linie med Sheryl Sandberg, COO i Facebook, der med sit globale initiativ #leanin også fokuserer på, hvad kvinderne kan gøre for at bringe sig selv i spil. Bl.a. i bogen af samme navn, i et stort online community og på SoMe, her fx på Twitter.
Samme budskab havde Generaldirektør i DR, Maria Rørbye Rønn, på det velbesøgte event "Kvinder og Karriere" på Aarhus BSS i efteråret 2017, og Helle Thorning-Schmidt har samme budskab, når hun bliver spurgt, hvad vi kvinder kan gøre for at nå de poster, vi sjældent når.
Mod fører til topstillingerne
Så, to sum up: Hvis vi kvinder vil bringe os selv i spil, skal vi udvise mod. Underforstået: Det er (noget af) det, der mangler for at fordelingen mellem mænd og kvinder i topledelse og på bestyrelsesniveau herhjemme begynder at flytte sig i retning af en mere ligelig fordeling.
Og ja, det er min parentes. For det er altså ikke kun et spørgsmål om at udvise mod. Forudsat at vi kan og vil, vil jeg faktisk hævde at vi skal stoppe med at tale om mod som den 3. ingrediens. Vi skal kunne bestride jobbet, og vi skal have lysten til at gøre en forskel i jobbet, men hvis det derudover kun er mod, der bestemmer, om vi får jobbet, smider vi hele ansvaret over på kvinderne. Og det er dér, det med mod altid skurrer i mine ører.
#fixthewomen or #fixthesystem
Det handler ikke (kun) om mod. Hvis det kun er mod, der mangler, skubber vi hele ansvaret over på kvinderne. Så siger vi: Du skal bare bringe dig selv mere i spil / netværke mere intensivt / indtage rummet / søge stillingen og sige ja. Det er dét, der skal til.
Og det er det jo ikke. Der skal mange andre ting til, og hvis vi fokuserer for ensidigt på modet, lægger vi hele ansvaret over på kvinderne. Så taler vi om #fixthewomen. Jeg vil langt hellere sætte fokus på, hvordan vi kan #fixthesystem. Det handler fx om at blive bevidst om de ubevidste antagelser, vi allesammen er ramt af, og dem har jeg skrevet meget mere om her.
Fix the system
Vi kan fx gøre os bevidst og se på, om der er kompetencer, køn eller kvalifikationer, der er underrepræsenteret i bestyrelsen og vurdere, hvordan vi kan tilføre dem. Vi kan indføre The Rooney Rule, som den gode Gitte Glibstrup skriver om på Bestyrelseskvinders blog. Og vi kan indføre kønsneutrale rekrutteringsprocesser, hvor meritter træder frem renset for navn og andre kønsmarkører.
Der er masser af ting, vi kan gøre, hvis vi vil vel at mærke vil. Så lad os ikke kun kigge på, hvad kvinderne selv kan gøre, men hvad vi allesammen kan gøre, for at få flere kvinder i spil til gavn og glæde for alle - særligt virksomhederne.
Fix the system, not the women.
Tusind tak til Ladies First og Nikoline Nybo, der med sin podcast om mod endelig fik mig til tasterne for at få det dér med modet skrevet ud af mit hoved. Lyt selv med her. Nikoline er super charmerende og åben om sine refleksioner, og så har hun et væld af spændende gæster, bl.a. Christina Lundsgaard Ottsen, som jeg selv fan girl'er på og glad og gerne bruger i mine egne indlæg.
Her skriver jeg også om kvinder i bestyrelser:
