“Hold op med det hyleri Louise og gør noget ved det.... glem nu statistik - du kan - heldigvis - ikke lovgive dig ud af det”
Pyyh altså. Således en kommentar i mit LinkedIn feed en aften, hvor jeg egentlig havde sluppet tasterne, men alligevel var nødt til at sætte mig tilbage, fordi vi simpelthen er nødt til at tale om den måde, vi taler om kvinder på. I dette tilfælde kvinder, som mener noget om lige adgang til ledelseslag og bestyrelsesposter.
Let’s #fixthewomen
Kommentaren var - for det første - aldeles uberettiget. Havde benævnte Underdirektør ulejliget sig med at læse den artikel, der blev linket til, ville han se en lang strøm af #fixthewomen-initiativer à la Sheryl Sandberg og #LeanIn. At vi kvinder bare skal bringe os selv mere i spil / netværke mere intensivt / spille spillet / indtage rummet / søge stillingen og sige ja. Det er dét, der skal til. Det er den tilgang, der dybest set siger, at vi kvinder bare skal være mere modige, og det har jeg tidl. skrevet om under overskriften “Skal vi i virkeligheden bare være mere modige?“. (Og virker det så? Altså, er mod den magiske 3. ingrediens? Hint: Nej! Men det kan du læse om i indlægget).
Om klagesange og salte tårer
For det andet var selve opslaget uendeligt nuanceret, renset for klagesang og salte tårer. Helt konkret skrev Anne Louise (som i parentes bemærket er Group Director i Mercuri Urval):
“Hvorfor er der ikke flere kvinder i ledende stillinger og bestyrelser?
Fakta er, at fordelingen af mænd og kvinder på de danske lange videregående uddannelser er fifty fifty - så hvor er det, at det går galt?
Er det systemet, som skal ændres eller kvinderne?
Det er en evigt tilbagevendende debat, som der nok ikke er et endegyldigt svar på.
Vedlagte artikel giver et godt indblik, hvordan det både skyldes vores (vi kvinder) til- og fravalg samt måden vores arbejdsmarked er indrettet -kombineret med den kultur, vi er vokset op i og vores personlighed.”
Og så linkede hun til denne diskuterende artikel fra Wharton, som belyser begge sider af sagen, måske endda - vil jeg hævde - med en overvægt af #fixthewomen-vinkler: “To Close the Gender Gap, What Needs to Change — Women or the System?“.
Se selv opslaget og kommentartråden her.
Om kvinder der hyler
Og straks bliver hun beskyldt for at hyle. Underforstået: “Tør øjnene, lille skat. Se nu bare at komme i gang. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at gøre noget”.
Og hvis vi nu ser bort fra, hvor lidet diplomatisk det i virkeligheden er formuleret af benævnte underdirektør fra Spar Nord Bank, og hvor meget han i virkeligheden udstiller sig selv, er vi simpelthen nødt til at snakke om det principielle.
Kvinde deler artikel med det meget åbne spørgsmål: “Hvorfor er der ikke flere kvinder i ledende stillinger og bestyrelser?“
Kvinde er bevidst om det sprængfarlige i overhovedet at stille spørgsmålet og nuancerer yderligere med diplomatiske vendinger som fx: “Det er en evigt tilbagevendende debat, som der nok ikke er et endegyldigt svar på.“
Mand kommenterer prompte: “Hold op med det hyleri Louise og gør noget ved det.... glem nu statistik - du kan - heldigvis - ikke lovgive dig ud af det”
For det første er spørgsmålene mange: Hvem hyler? Hvem siger Anne Louise ikke gør noget? Hvem taler om statistik og lovgivning? Ikke Anne Louise, og heller ikke artiklen, der linkes til.
Ikke desto mindre skal hun tie stille og flette næbbet. Underdirektøren gider i hvert fald ikke høre mere.
Når snakken forstummer
Og lige præcis her ligger hunden begravet. For så forstummer snakken. Så fletter vi næbbet. Så stopper vi vores såkaldte hylen. Så tier vi i stedet. For vi orker det ikke. Vi orker ikke flere, der står og råber: STOP MED AT HYLE / I SKAL JO IKKE IND BARE FORDI I ER KVINDER / VI HYRER ALTID DE BEDSTE / DET ER JO ET SPØRGSMÅL OM KOMPETENCER / VIL DU VIRKELIG VÆRE EN KVOTEKVINDE / I VIL DET JO IKKE NOK. Fortsæt selv. Du kender dem allesammen.
Og præcis derfor har jeg faktisk selv været stille i en lang periode. Jeg orkede nemlig ikke lige mere. Ikke flere, der råbte, ikke flere der fordrejede tallene, og ikke flere, der fik det hele til at handle om noget andet. Som at vi skal gøre mere selv. Som om det bare er det, der skal til. (Hint: Det er det ikke). Tør øjnene og tag en tudekiks. Jeg orkede det ikke mere.
Det vigtige er, at vi bliver ved med at tale om det vigtige
Men så mindede Hr. Underdirektør mig om, at det er ham, der vinder, hvis jeg tier stille. Så det stopper nu. Jeg vil derfor iføre mig min allerstørste ja-hat og det allerhvideste Colgate-smil, og så vil jeg stoppe med at tie.
Hey, du Underdirektør, det er dig, jeg taler til.
Og hvis du ikke lytter, taler jeg til de 1000-vis af kvinder, der skal vide, at gerne må spørge, at de gerne må tale, og at de gerne må stille alle de åbne og gode spørgsmål om manglen på kvinder i topledelse og bestyrelser. Ligesom de også gerne må diskutere løsninger, åbninger, muligheder og begrænsninger. Uagtet hvad Underdirektøren måtte mene. Og føle behov for at tillægge os i kommentarsporene. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at vi bliver ved med at insistere på, at det er vigtigt, at vi får flere kvinder i spil.
Tak fordi du lyttede. Og hvis du ikke gjorde, er det lige meget. For så var det alligevel ikke dig, jeg talte til :)
P.S. Jeg lyver. Min første reaktion var full blown Lars Rasmussen:
