Diversitet i bestyrelser

Sammen med en flok kompetente kvinder arbejder jeg for at sætte større diversitet på dagsordenen i danske bestyrelser og advisory boards. I dag var vi samlet til et arbejdsmøde faciliteret af altid energiske Mie Krog, som selv bestrider flere poster i dansk erhvervsliv.

Diversitet og disruption

Og hvorfor er jeg bestyrelses-novice så med i dette initiativ? Fordi der er brug for det, og fordi jeg tror på sagen. Senest blev jeg noget så udmattet af at se billederne fra Lars Løkkes såkaldte 'disruptionråd', hvor alle pladser i salen synes besat af midaldrende mænd i halv-kedelige grå jakkesæt, fx foreviget i dette foto fra Karen Hækkerup:

Gennem Twitter fandt jeg lyn-hurtigt ud af, at @KarenHaek heldigvis var en af i hvert fald 4 kvinder i forsamlingen sammen med Marianne Dahl Steensen, Microsoft CEO (@LivogStormsmor), Eva Berneke, KMD CEO (@eberneke) & Christiane Vejlø (@christianevejlo), også kendt som Elektronista på Radio 24syv). Jeg savnede dog stadig diversitet:

Diversitet i danske bestyrelser og advisory boards

Og det har jeg nu tænkt mig at gøre noget ved. I det omfang jeg nu kan. Derfor sprang jeg også til med det samme, da Mie Krog, som er en af de sejeste forretningskvinder, jeg kender, spurgte, om jeg ville være med i et netværk, der arbejder for større diversitet i bestyrelser og advisory boards, særligt i Jylland, eftersom der allerede er flere gode initiativer i Kbh. Nu er det Jyllands tur.

Vi er ca. 20 kvinder i netværket, nogle professionelle bestyrelsesmedlemmer og -formænd, andre med ingen eller meget begrænset erfaring (som jeg selv). Kendetegnende er det dog, at vi tror på, at vi individuelt og i fællesskab har sindssygt meget at byde på i bestyrelser og advisory boards.

Først og fremmest ved at sætte en dagsorden om at skabe vækst gennem diversitet og specifikke fagkompetencer såvel som strategisk kompetence i bestyrelseslokalet. Det arbejde har vi nu startet op med en række arbejdsmøder og konkrete aktiviteter, der skal bringe os tættere på målet. Næste skridt er en plads ved bordet i bestyrelser eller advisory boards i jyske virksomheder. Ud med tantebestyrelserne, ind med kompetencerne.

Erkendte og uerkendte behov for diversitet

Jeg er sikker på, vi er oppe imod en bred flanke af uerkendte behov, så dén dør vil jeg rigtig gerne hjælpe med at låse op. Derudover er der andre som arbejder med strategiplanen og de mere konkrete målsætninger for netværket. Vi er stadig i den spæde start, men fælles er, at det er fantastisk at være med til, og jeg glæder mig altid til vi skal mødes igen, ligesom jeg også glæder mig til at begynde at se tingene bære frugt med flere og større poster til de erfarne bestyrelsesmedlemmer i netværket. You go, ladies!

Min egen interesse for bestyrelsesarbejde går på små og mellemstore virksomheder, hvor jeg kan hjælpe med at skabe vækst og udvikling gennem en langt mere strategisk tilgang til digital forretningsudvikling og transformation.

Så vidt i hvert fald de meget indledende tanker, jeg selv har gjort mig. De bliver helt sikkert skærpet i kompetente kvinders selskab i de kommende uger og måneder. Jeg glæder mig!