Under årets #techfestival var jeg af Women in Tech inviteret til at moderere en debat med 3 skarpe kvinder, som hver bød ind med deres bud på, hvordan vi får flere kvinder i tech - og ikke mindst hvorfor det er vigtigt.
I panelet sad:
- CEO Pernille Erenbjerg fra TDC
- HR Lead Camilla Hillerup fra Microsoft
- Nordic Director Caroline Rusten fra UN Women
Alle skarpe kvinder med ikke bare ordet i deres magt - men også med magt til rent faktisk at gøre noget ved udfordringen. Således var vinklen i høj grad, hvilke initiativer der allerede er i gang for at fremme kvinders muligheder i tech og på arbejdsmarkedet generelt, ikke mindst i topstillingerne.
UN Women og blockchain
Caroline havde det internationale blik og lagde vægt på, at SGD5: Gender Equality er en af de gennemgående enablers ift. at nå Verdensmålene. Hvis ikke vi får kvinderne med, kommer vi ikke til at lykkes med at skabe en bæredygtig verden og fremtid. Derudover fortalte hun ud fra en tech-vinkel om nogle super spændende projekter, hvor UN Women vha. blockchain enabler kvinder og sørger for det er dem, der rent faktisk får lønnen for det arbejde, de udfører.
For TDC er diversitet en no-brainer
Pernille udviste en stor, personlig passion for kvinders muligheder, både i tech men også i toppen af erhvervslivet. Hun lagde vægt på, at det dybest set er en no-brainer. Det er veldokumenteret, at diversitet skaber bedre performance. Alligevel er der en skævhed, og fx andelen af kvinder i bestyrelser flatliner lige nu i Danmark omkring de 15%. Dvs. at vi ikke er inde i en positiv udvikling, tværtimod sidder vi fast. Her vil Pernille gerne ha' kvinderne på banen. Vi skal tro på os selv, vi skal tage kampene, og vi skal stå fast på, at vi kan og vil.
Diversitet er en af de bærende søjler i Microsoft
Camilla fortalte, at Diversity & Inclusion er en af de tre søjler, hele Microsoft-kulturen hviler på. Det betyder, at diversitet er en topprioritet, fordi man ved, at diversitet øger innovationsevnen og derfor skaber resultater. I den forbindelse arbejder Microsoft bl.a. med The Rooney Rule i alle rekrutteringer. Der *skal* simpelthen være min. 1 kvindelig kandidat i alle ansættelsesrunder. Og hvis der ikke er, skal det godkendes af Camilla og Microsofts landedirektør Marianne Dahl Steensen. Sådan dér, Microsoft!
Vil man det nok, kan man bare gå i gang
Alle indlæg viste, at hvis man virkelig *vil* diversitet, er der masser man kan gøre. De efterfølgende spørgsmål gik dog mere på, hvad man som kvinde selv kan gøre, hvis det ikke lige er opfattelsen i den virksomhed, man arbejder i.
Og her kommer vi - efter min mening - ofte til kort. Panelet taler ud fra deres erfaring: At det er vigtigt, at man skal insistere og være vedholdende, og at der er masser man kan gøre. Hvis man vel at mærke sidder et sted, hvor man bestemmer.
De mange yngre kvinder i salen sad ikke samme sted og havde derfor en masse spørgsmål til, hvad man dog kan gøre, hvis man gerne vil bringe sig selv i spil. Her gik forslagene fx på rollemodeller, at arbejde med unconscious bias og ikke mindst at fremføre den rationelle bevisførelse for at diversitet skaber værdi.
Mænd og diversitetsagendaen
Og til sidst kom så dagens efter min mening bedste spørgsmål. Fra en af de få mænd i lokalet (som bl.a. derfor fik en high five med på vejen). Han spurgte: "Hvor er jeres mandlige kolleger? Hvorfor er det ikke dem, der sidder her og hjælper med at bære yngre kvinder frem?"
Et virkelig godt spørgsmål, og jeg har ofte undret mig over det samme. At debatter om kvinders muligheder og rettigheder altid er domineret af kvinder. Panelet var enige i, at man med fordel kunne bruge diversiteten her også, men at det selvfølgelig var op til arrangørerne. Dog slog Pernille Erenbjerg fast, at alle kvinder i salen skulle finde sig en mandlig mentor. Det er ikke kun kvinder, der bærer kvinder frem, der er også masser af mænd, der har indset værdien og gerne vil være med til at bære talentfulde kvinder frem.
Man kunne tilføje, at alle kvinder burde finde en mandlig chef, der er far til en datter eller flere døtre. Et amerikansk studie viser nemlig, at disse mænd er mere tilbøjelige til at ansætte kvinder på topposter. Og at de virksomheder, hvor kvinderne så kommer ind på topposterne, performer bedre end andre virksomheder. Det skriver jeg også om her.
En spændende dag hvor jeg fik lov til at være moderator for et knivskarpt panel og ikke mindst en spørgelysten flok af yngre kvinder, der er klar - og kompetente - til at knække koden.
Se beskrivelsen af arrangementet og paneldeltagerne her: https://techfestival.co/event/sustainable-development-goal-5-gender-equality-technology/