Forsikring og pension i #mitlivsomselvstændig

Nogen spurgte - igen - i mine LinkedIn-beskeder, så hermed delt med verden (eller i hvert fald den del af verden, som læser med her på siden).

Godt du spørger om det dér med forsikringerne for nøj hvor er man på egen hånd.

Jeg har sat det sådan sammen: Alle forsikringer (Kritisk sygdom, Tab af erhvervsevne, Liv) gennem Pension for Selvstændige, som administreres af Danica.

Fordelen er at forsikringerne ikke er så hundedyre, som hvis jeg skulle tegne dem selv. Ulempen er, at de stiller krav om en minimumsindbetaling til pensionen hver måned. Det skal man jo lige ha' råd til.

Derudover har jeg - efter en hjernerystelse - meldt mig ind i Virksom inkl. A-kasse og indtægtssikring. Jeg kan se, at de også er begyndt at tilbyde pension og forsikring, så det ville jeg helt klart også tjekke hos dem. (Har ikke selv gjort det fordi jeg har et max. for hvor mange samtaler om forsikring og pension jeg kan magte i løbet af 1 år😅).

Det var Ditte Wolff, som hjalp mig på vej, og hun deler sine egne erfaringer med pension og forsikring som soloselvstændig her.

Hvis du er gift, er der også nogle gange mulighed for at komme på ægtefællens ordning, ligesom der også i visse kontrakter er mulighed for at komme på en virksomhedsordning som ekstern konsulent.

Jeg havde ikke muligheden gennem min mand (som er lige så ilde stedt som jeg😆), men jeg har i en periode haft en aftale gennem en virksomhed. Det var dog lidt bøvlet da det selskab pludselig blev opkøbt, så nu har jeg bare min egen ordning gn. Pension for Selvstændige. Making it simple - making it work :)