Kahneman, Nudging og The Stanford Marshmellow Experiment
Kahnemans forrygende og fortættede fortælling om de psykologiske mekanismer, der er på spil i alt, hvad vi gør, fik mig til at tænke på The Stanford Marshmallow Experiment, som jeg første gang stiftede bekendtskab med en lørdag på Folkeuniversitetet, som jeg for øvrigt er stor fan af, selvom det i høj grad lever op til fordommene om en overvægt af det grå guld på tilskuerrækkerne. Men idéen om viden (på et meget højt niveau) til folket kan jeg kun holde af.
Denne lørdag på Folkeuniversitetet i Århus skulle det handle om Nudging, og eftersom Pelle Guldborg var blevet syg, stillede Andreas Maaløe Jespersen fra INudgeYou.com op i stedet og brillerede med 7 timers hæsblæsende indføring i den forunderlige verden af nudges.
The Stanford Marshmellow Experiment
Her indledte han med det såkaldte Marshmallow Experiment, der i forenklet form går ud på, at man placerer en marshmallow på et bord foran børn på 4-5 år og derefter efterlader dem alene med denne marshmallow med beskeden om, at de får to marshmallows, hvis de kan modstå fristelsen af den første marshmallow bare 5 minutter. Der findes en masse helt fantastiske små klip af disse børns reaktion, mens de venter og prøver at modstå fristelsen, her blot nogle få:
Resultaterne af The Marshmallow Experiment
Efterfølgende har man så fulgt op på disse børn, og det viser sig, at børn, der som 4-5-årige kunne modstå fristelsen af en enkelt marshmallow (mod til gengæld at få to senere):
- …som teens scorede højere i deres SAT og generelt fik højere karakterer
- …som voksne havde mindre tendens til overvægt og fedme og mindre risiko for stofmisbrug
Det handler om delay of gratification, dvs. at kunne udsætte behov og at kunne kontrollere umiddelbare impulser. Og kan man det fra en tidlig alder, er man – som min kære mormor nok ville sige – “godt i vej“.
Træn din viljestyrke
Det allerfedeste ved dette eksperiment bliver dog ofte overset eller under-kommunikeret, fordi indledningen er spektakulær nok i sig selv, men rent faktisk påviser Walther Mischel i efterfølgende forsøg, at det er noget, alle børn kan lære. Fx ved at aktivere deres fantasi og forestillingsverden. Og her vågner adfærdpsykologerne op.
Adfærdsdesign er gode vaner - og gode vaner er adfærdsdesign
Der var således tydelige spor af Walther Mischel & Daniel Kahneman, da jeg i et andet forløb på #folkeuni lærte om adfærdsdesign ifm. at skabe gode vaner. Det har jeg selvfølgelig også skrevet en smule om. Læs fx om Roy Baumeister og viljestyrke, som kan (og skal) trænes som en muskel, læs om Dan Ariely og behovet for umiddelbar feedback og konsekvens - og læs også om den nærmest prædikant-agtige Jeff Olsson og hans succesfulde små skridt til at skabe forandring.
Her fortæller psykologen Walther Mischel selv om sit såkaldte Marshmallow Experiment (som for øvrigt er et misvisende navn, eftersom børnene ud over marshmallows også kunne vælge fx Oreos (mums) eller Pretzls):
"A little less conversation, a little more action please". Sådan skrev adm. dir. i Envision Mona Juul i en kommentar til et indlæg, jeg delte på LinkedIn. Indlægget handlede om digitalisering i SMV’erne, men Monas kommentar var på mange måder spot on. For helt generelt synes jeg, vi taler for meget og gør for lidt. Både når det kommer til digitalisering, og når det kommer til en anden af mine kæpheste: Diversitet. Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte, hvordan Deadline på DR2 rent faktisk har gjort noget - med imponerende resultater.