I forsommeren indgik jeg i et såkaldt ekspertpanel under Strømstyrke, som er et rådgivnings- og modningsforløb for iværksættere.
Konceptet for Strømstyrke er, at man udvælger en række iværksættere, som har brug for rådgivning for at skærpe deres forretningsidé eller -koncept.
Først gennem en række workshops, hvor iværksætterne arbejder med deres forretningsmodel og lærer at pitche projektet og til sidst ved at optræde foran et ekspertpanel sammensat af forskellige kompetencer, som stiller spørgsmål og udfordrer - med det formål at gøre konceptet endnu stærkere og mere værdifuldt.
Hvad skal du overveje som ny iværksætter?
Jeg mødte selv nogle sindssygt spændende koncepter, som alle udspringer af og bliver båret af mega trends som sundhed, økologi og bæredygtighed, og jeg følger stadig med på sidelinien og håber for iværksætterne at deres projekter bliver den succes, som de fortjener. Kunsten er fremadrettet at få forretning og passion til at gå hånd i hånd og at få dækket alle de blinde vinkler, som man skal ha' hjælp til, når man selv er drevet af drømmen om at skabe.
Fx:
- Fokuserer du på det rigtige? Frigør tid og kræfter til at arbejde med det, der driver dig - og indgå aftaler med andre, som kan hjælpe dig med alt det andet, fx bogholderi, forsendelse og pakning, udvikling og opdatering af din hjemmeside etc. etc. Ofte er der god og billig hjælp at hente, hvis man tænker lidt kreativt.
- Er din prissætning rigtig? Tænk i, hvad din ydelse eller dit produkt er værd for kunden - ikke hvad dine omkostninger er i forbindelse med levering af ydelsen.
- Tænk i pakker og produkter - også hvis du sælger ydelser. Hvis du sælger konsulentydelser kan du måske udvikle et kursus, eller du kan lave en klippekortsordning, som gør det nemt for virksomheden af trække på dig og din viden.
- Gør du det så nemt som overhovedet muligt for potentielle kunder at komme i kontakt med dig - og at finde dig?
- Kommunikerer du nok om det, du ved? På den måde kan du etablere dig som en ekspert på lige præcis dit område. Og kunderne elsker eksperten :)
- Har du juraen på plads? Særligt ift produkter, patentering og certificering er juridisk bistand en rigtig god investering - og ofte til at komme i nærheden af for rimelige penge, hvis du afsøger mulighederne, fx gennem dit lokale erhvervsråd eller dit eget netværk
- Tjek generelt de mange muligheder, der er for rådgivning, fx gennem dit lokale væksthus, dit eget netværk eller iværksættere, som arbejder inden for beslægtede områder. Der er ofte en stor vilje til og åbenhed over for at hjælpe andre på samme rejse som en selv
Hvis du er iværksætter, så læs mere om Strømstyrke-forløbene her.
Her kan du se mere om forløbet - både fra iværksætternes side og fra 'eksperterne'. Som bl.a. er mig :)
Dansk Industri har i juni 2018 gennemført en undersøgelse blandt DI’s medlemmer om Innovation og Big Data, og når virksomhederne bliver bedt om at pege på barriererne for at arbejde med innovation, er mangel på tid (74%) og mangel på medarbejdere med de rette kompetencer (51%) de største barrierer. Dernæst mangel på risikovillig kapital og manglende fokus på innovation i virksomheden.
Og det billede kan jeg godt genkende, men alligevel savner jeg svarmuligheden: Viden om konkrete indsatser og initiativer. Det spørgsmål, jeg møder oftest, når vi i bestyrelsen sætter innovation på agendaen, er nemlig: Hvordan?
Derfor har jeg et katalog af muligheder, som man kan aktivere i jagten på det berømte første skridt.